Præcis så smålykkelig som håbet.

”Nu kommer fuglene igen og lyset vælter pludselig ind, det kommer gennem alle sprækker, lyse nætter er tilbage..”. Det er noget mærkeligt noget, fordi jeg og alle andre ved jo godt at vi ikke er de eneste i rummet, vi er en del af et fællesskab. Men nærværet er akkurat som om at det kun er mig Alberte og Andreas synger til. Måske er det præcis målet, at jeg sidder imellem gode folk og er samtidig så meget tilstede at det hele går lidt i stå. På den fineste måde muligt.

Og der imellem træborde, smukke mennesker, blomster, lys og meget andet der sidder jeg på min pind, velvidende at jeg er den heldigste af dem alle. For det er vores sted..

Andre har også læst ...