Ikke en klassisk 8 til 16-pige

Vi står overfor at kaste os ud i vores livs projekt på ukendt farvand. Vi forvandler vores naboejendom – en knap så smuk gammel brugsforretning. Grunden omfatter desuden en hæslig parkeringsplads. Og alt fornuft burde jo skrige: LAD VÆRE! Men i dagdrømmene har vi visualiseret en billedskole for områdets børn, unge og voksne, et kæmpe lokale som spillested, til festligheder, og hvad vi ellers finder på. Til sidst skal det hele gå op i en højere enhed med en mini-by af 2-4 smukke containerhuse til udlejning til turister og andre, der skulle forvilde sig herud. Så er det hermed ude. jeg har fundet min såkaldte hylde! Så sommeren står på hårdt arbejde, vilde projekter, smuk æstetik, renovering af 200 teakstole og dagdrømme, der endelig bliver til.

Selve bygningen har stået tom lige så lang tid, som vi boet ved siden af den. Og jeg drages af uudnyttet potentiale. Så med årene har vi for sjov snakket om, hvad man “burde” gøre, hvis man turde. Årene gik, og jeg blev mere og mere klar over, at jeg nok aldrig blev en klassisk “8 til 16-pige” for ligegyldigt hvor spændende et pædagogjob, der landede i skødet på mig, så var der altid en – til tider – smask-irriterende indvendig stemme, der kaldte “Du skal noget andet, og du ved det godt. Du skal skabe noget.” I blind tillid til at jeg på et tidspunkt da måtte vågne op som en ansvarlig voksen, skubbede jeg dagdrømmene væk og klemte mig ned i “den såkaldte almindelige kasse”. Pludselig blev det hele bare for dumt. Indeni så jeg mig selv som en kreativ modig ildsjæl, og udenpå var der mere en bitter skal med en bismag af tabte drømme. Og det gik op for mig en dag, at enten skulle jeg genevaluere min selvopfattelse som en handlingens kvinde, ellers skulle jeg blive det. Min stakkels mand har i årevis hørt mig drømme om et kreativt job/klage over det nuværende, og han havde fanget – noget tid før mig (han er væsentlig skarpere) – at jeg aldrig blev eller skulle være en klassisk "8 til 16-pige". Jeg skulle noget andet. Jeg skal skabe noget.

Og så kom dagen, hvor jeg opsagde mit job og gav mig tid til at sætte de forskellige dagdrømme sammen til noget opnåeligt. Noget vanvittigt og anderledes, og noget som for første gang startede en iver i mig, som jeg trængte gevaldigt til at mærke. Jeg har i mange år ledt efter den nye dybe tallerken, mens jeg knoklede som pædagog og kunne ikke forstå, hvorfor jeg aldrig fangede det. indtil jeg gav mig selv tid til at finde det.

Så nu står vi her: Jeg er sprunget ud som selvstændig, ombygningen er godt igang, containerne troner flot. Min indre vestjyde skriger i frygt, mens verdensmanden danser på bordene. Det her bliver vildt! Jeg håber inderligt, at du vil kigge med og heppe, for nu drømmer vi ikke kun!

Andre har også læst ...

Kommentarer

    Skriv en kommentar