Det gik!

Antallet er stole er mange – ikke flere end før men da jeg havde talt dem om 3 gange måtte selv jeg indse at det var mine øjne der havde ændret sig, ikke antallet af stole.

Publikummet ankom i et dejligt flow og pludselig skulle vi i døren kun høre et navn, sætte et kryds og gi’ en hurtig tour af 18b. Det var det – jo flere der kom, jo flere kom smilende ud med ordene ”det er så skørt at sidde tæt igen”. Hele flokken er nu ankommet og jeg går på scenen for at byde velkommen. Jeg starter med at rose vores publikum for at købe billetter og altid levere den kærligste stemning og så adresserer jeg elefanten i rummet. For pludselig sidder du ved siden af en som du muligvis ikke kender, du læner dig tættere på den kendte nabo for at kompensere for den manglende afstand, tager dig selv i det og påminder dig selv om: ”Det er øjnene der er ændret – ikke stolene”. Jeg pointer at det måske kræver et par gange for os alle, for at blive forsikret at naboen intet ondt vil os, at hun muligvis bruger heftig nok vaskemiddel men hun er præcis ligesom dig og mig, til en koncert som I har glædet jer til. Det kan være at han griner uhjælpelig højt men hvis du vover at lade dig rive med, så griner du med i stedet for at snerre af ham. At det måske ender med at blive sundt for os, for vi trænger til at mødes med fremmede om et fælles tredje, for det er præcis der at vi udvider vores rummelighed og finder ud af hvad vi har til fælles og ikke hvad der skal bekæmpes. Og at selvom vi elsker vores boble så er det ikke sundt at forblive i den. Vi skal ud og sidde tæt med mennesker vi ikke kender.

Vores publikum nikker sødt op til mig på scenen, velvidende at Helle fra 18b har brug for at vide at de er OK, som altid er det afgørende for min aften. Jeg ånder lettet op, vi sidder tæt men vi er sammen om det og sammen om at vænne sig til det også… og hvis jeg skal ændre vaner eller øjnenes tendenser, så vil jeg helst gøre det i et trygt sted og det er 18b’s publikum.

Jeg præsenter aftenens musiker, en ægte sand legende. Sådan en som man takker pænt jatak til, hurtigt inden de opdager hvor et lille sted vi er. Som et godt fund på loppemarked, acceptere pris, betale, hurtigt væk.

Publikum klapper, jeg går ned, han går op. Alt er godt.

Jeg satte mig ned på min pind, sad helt stille og blev overvældet hvor lang tid der var gået siden vi sidst fyldte rummet og ikke med møbler for at kompensere for fornemmelse af tomhed men med ægte mennesker. Jeg tænkte på de uendelige bekymringer om min elskede tjans i en tid hvor vi ikke må samles, tænkte på bøvlet og logistikken og meget andet som tærer energi men aldrig har givet dig noget tilbage. Det slår mig at der har været tider hvor jeg ikke turde at tro på at præcis det som sker lige nu, skulle ske igen. Og hvor tørstig jeg har været efter ”lønnen”, at se glade folk i 18b og hvor ensomt det indimellem har føles at vade rundt i 18b’s tomme lokaler. Og som taknemmeligheden og stoltheden over at ha’ overlevet endnu en nedlukning så starter ham fra scenen en sang som alle kender. Og hele vores dejlige flok synger ordene med Sebastian: ”Du er ikke alene, der en der følger dig og det er helt på det rene, han har det ligesom dig.” og der vidste jeg at jeg ikke mere behøves at påminde mig selv om det at hele nok skal gå.. det gik!

Vi klarede det! Vi kom igennem corona og mandag d. 13. september fylder 18b 3 år.

Tjek programmet for kommende koncerter:)